Verdensarven i Søhøjlandet
Du har nok bemærket det. Når du står på Himmelbjerget eller på Sukkertoppen – eller når du har begivet dig op på Ejer Bavnehøj, eller begivet dig ind i Sdr. Vissing Bjerge.
Landskabet drager og du kan ikke lade være med at forholde dig til det. Det er ikke uden grund – for landskabet er rammen for en fantastisk fortælling – en fortælling om Danmarks historie som pludselig gøres levende i de dybe dale, blanke søer og knejsende toppe.
Det er den immaterielle værdi af hele Søhøjlandet, som vi vil beskæftige os med i denne historie.
Historisk kartografi er vigtig, når vi skal se på, hvordan her så ud før, og hvordan der ser ud nu.
Det er især meget relevant, i forhold til råstofudvinding, da dette ændrer landskabet og er et permanent indgreb i fortællingen.
Lad os tage på en rejse
Først lad os se på denne grafiske fremstilling af topografien i Søhøjlandet- desto rødere og mørkere desto højere.
Himmelbjerget, Ejer bjerge, Sukkertoppen og Sdr. Vissing bjerge. Disse kæmpe massiver som udgør det sammenhængende landskab, der kendetegner Søhøjlandet. Prøv at forestille dig, hvor mange kilo sand, der ligger dernede i området!
Dette helt særlige landskab er skabt af det smalle vand, som har løbet langs ised ned i landskabet og skabt de skrænter og slugter og de ”falske bjerge” som kendetegner Søhøjlandet og bakkelandet.
Kløfterne, Kollerne, og de fremskudte Bakkespring er ladt tilbage efter alt andet blev skyllet væk efter den store istid.
Ser vi på Mossø, minder den os om, at der har været talrige jordskælv i områderne. Der er flere dybe forskydninger i undergrunden, som er blevet videreført, og meget af sandet er også kommet ned undergrunden via disse jordskælv. Mossø er meget dyb og skabt netop af istiden. Selve bunden af søen ligger faktisk 22 meter over havet. Ser vi på en af de andre søer i Søhøjlandet, Knudsø, er den helt ned til 30 meters dybde.
Vi kan altså konstatere, at der er en meget markant topografi i Søhøjlandet, og endnu mere markant når vi tager den topografi med, som ligger gemt under søernes vandspejl.
Vi kan læse ud af de geologiske linjer igennem hele landskabet, hvor isen har stået stille i længere perioder. Da isen trak sig tilbage fra disse store områder og strømmede ud af disse lavninger, blev bl.a. Sdr Vissing Bjerge og Ejer Bjerge skabt. Det hele hænger sammen i og med de er en del af samme topografi – de udgør to dele af en samlet helhed. Ligesom Sukkertoppen og Himmelbjerget har sin berettigelse i denne fortælling.
Der er tale om et penselstrøg fra istiden som kun kan ses netop her i verden, hvor vores geologi med en undergrund af ler, grus og sand har gjort det muliges kunst og skabt et fantastisk stykke natur.
I vores forfædres fodspor
Udover den historie som landskabet fortæller, så rummer Søhøjlandet og især bjergkæderne mellem Gl. Rye, Klostermølle og Sdr. Vissing en hel særlig fortælling.
Her er funder flere Runesten og vikingegrave som alle taler vidnesbyrd om vores forfædre der har haft sit liv her igennem mange generationer.
I Sdr. Vissing Kirke har man fundet dronning Toves Runesten. Tove var datter af Mistivold. Ham kender vi fra historien som en slavisk fyrste med eget regeringsområde omkring Estland og Letland. Men Tove var også gift med Harald Blåtand og hun menes at være mor til selveste Svend Tveskæg – så vi har at gøre med en ikke helt uvigtig kvinde.
Hun var en vigtig dame, og på runestenen man har sat for hende, henvises til flere generationer tilbage: ”Tove, Mistivis datter, Harald den Godes, Gorms søns lod gøre disse kumler efter sin mor.”
Vi ved ikke hvornår og hvor disse vikinger kommer fra i området Sdr. Vissing. Vi ved dog, at de byggede ringborge. Disse ringborge har man stadig den dag i dag svært ved at forstå; vender de mod en ydre fjende eller en indre fjende? Eller var det en forpost for at holde styr på et land?
Det kan være at oplysningen om Mistivold på stenen har været en vigtig oplysning om denne kongeslægt. De har i hvert fald haft en særlig relation til egnen, siden man satte en meter høj runesten over sin egen slægt; Det er ikke noget man ”bare lige gøre” - der er en helt særlig grund.
Årsagen kan med sandsynlighed findes i Vissing kloster, som er et af Danmarks ældste klostre. Det er ligeledes et Tvillingekloster fordi både nonner og munke boede her.
Klosteret ligger her, fordi efterkommere af Dronning Tove har bidraget til den kristning af Danmark som Harald Blåtand nævner på Jellinge stenen. De har altså været missionærer som var blevet inviteret hjem ved at tilbyde dem noget land. I daværende tider kunne man ikke købe sig til land - man måtte bytte sig til land med noget bedre. Det er på denne måde at de mange klostre kunne samle ejendomme omkring sig.
Hele ejerlavet Vissing og Vissing kloster er begyndelsen på at samle det område, der er vist på billedet nedenfor. I alle disse byer havde Voer kloster en andel - altså klosteret nedenfor Sukkertoppen, hvor klostermøllen ligger fortsat dagen idag.
På reformationstiden har Voer kloster overtaget Vissing kloster. Det betyder at Sønder Vissing kloster gods også er repræsenteret i dette kort. Øm kloster havde ligeledes også en del og Ring kloster en anden andel.
Det betød at den katolske kirke på daværende tid ejede ca. 1000 km2 landskab, og det var denne jord som udgjorde produktionsapparatet for hele Danmark og gav overskuddet landets fremgang.
Fra tiden tilbage hvor de første klostre opstår i Danmark helt frem til reformationen, har klostrene samlet 30% af Danmarks land under sig. Kongen ejede selv 20% dvs. den katolske kirke ejede mere og var derfor blevet en betydelig magtfaktor.
Dette måtte kongen naturligvis gøre op med - ellers kunne han miste sin magt i landet til kirken, og dermed skete reformationen, hvor kongen ville af med den katolske kirke.
I 1533 sker der det at Frederik d. 1 dør og pludselig står landet uden konge og uden hærfører, da Christian d. 2 sættes i fængsel. Derfor indkalder de jyske biskopper og den jyske adel til et ”jysk rigsråds møde” i 1534 – og dette foregår i Gl. Rye.
Hvis man går på kirkegården ved Gl. Rye Kirke kan man fortsat se nogle markante stier anlagt i grus. Det er omridset af de korsarme som kirken havde, under sin storhedstid i katolsk tid. Dengang var det munkene fra Øm kloster, der havde gudstjenester her i Skt. sørens kirke.
Den største og rigeste kirke på daværende tidspunkt var Sankt Sørens kirke i Gl. Rye – på den tid var den af domkirke lignende størrelse. Grunden til den var blevet så rig var netop pga. den store rigdom i området og fordi den var den mest centrale kirke i Jylland var det også her der skulle indkaldes til dette rigsrådsmøde.
Der var flere kandidater til posten som hærfører, herunder Hertug Kristian fra Godthåbs slot. Han var tæt på Tyskland og tæt på Luthers område og de strømninger som havde bredt sig der. Man vidste, at hvis man valgte ham som konge ville han gennemføre reformationen – det havde han allerede gjort og bevist i Haderslev stifte. Biskopperne var ikke meget for det, men måtte erkende hertug Kristian som konge over Jylland. Herefter sker grevens fejde – og Cristian den 3. bliver udråbt som Konge over Danmark. Han vælges først som konge over Jylland – og efter at have gennemført reformation bliver han konge over hele Danmark.
Cristian d. 3. står for den bratte forandring der skal ændre den katolske kirkes magt i landet - ” jer der styrer disse abbeder – i er nu kongelige lensmænd – overskuddet skal ikke til Rom – det skal til mig”.
Denne forandring af dimensioner tager sin begyndelse i Gml. Rye - midt i Søhøjlandet – som et samlingspunkt for de mange byer omkring – herunder også Sdr. Vissing som omtalt før.
Christian d. 3. søn Frederik d. 2 bliver født d. 1 juli 1534 – kun 3 dage før kongevalget hvor Christian bliver valgt som konge sd. 4. juli. Frederik d. 2 færdiggør sin fars påbegyndte arbejde, og han tager endda skridtet fuldt ud og river klostrene ned.
Jagten efter kvartssandet begynder
Klostrene rives ned, og stenen genbruges. Eksempelvis sten fra Øm kloster skal fragtes til den gamle kongeborg i Skanderborg, da kongen ønsker borgen gjort om til et pragtslot.
Et af de særlige arkitektoniske karakteristika for et sådan pragtslog er store vinduer, og derfor påbegynder Frederik d. 2 en produktion af glas i Glarbo - den glas produktion fortsætter i mange år, og det er selvsamme glasproduktion der udgør den spæde stat på det erhvervsmæssige råstofeventyr man finder i Søhøjlandet pga dens rigdom i undergrunden - kvartssandet.
Kvartssandet er meget fint sand og bruges til produktionen af glas. Man lægger selve glashytten til produktionen i det landskab, hvor kvartssandet er og gerne med skov omkring, da produktionen af glas kræver varme og dermed brændsel.
I starten troede Frederik d. 2, at man kunne klare sig med de vindblæste træer, men hurtigt er man nødt til at fælde skoven omkring. Som man kan forestille sig, når man skal slæbe træet for langt bliver det et enormt slid, og i stedet vælger man at oprette nye glashytter tæt på nye mulige skovområder. Alle disse hytter kan man stadig se vest for himmelbjerget – for det er i dag det område som hedder Glarbo, der betyder glashytte.
Pragtfuldt skulle det være – og til Frederik d. 2’s kroning bestilte man 35.000 drikkeglas i Glarbo til festligheden. Man havde inviteret 10.000 gæster, og der var ikke sparet på noget.
På Gml. Torv i København havde man fyldt springvandet med vin, og til de inviterede fra de nordtyske områder blev der sendt kokke ud til alle kroer i landet på deres vej, således at de inviterede gæster kunne få sig en 5-stjernet spiseoplevelse på turen.
Søhøjlandet beholder en central plads op igennem historien. Under Christian d. 3 er området blevet til den Skanderborgske vildtbane, hvor der drives jagt på området grundet den store vildtbestand i det store område af sammenhængende skove – det største i Danmark.
Men Kongens jagt distrikt den Skanderborgske vildtbane, får en helt ny betydning, når vi begynder krigen mod svenskerne. Her udlægger man nemlig området til det Skanderborgske rytter distrikt.
700 af rytterne knytter sig til netop dette landskab, og disse ryttere bor i Sdr Vissing, i Gl Rye, i Alke – alle de små byer omkring rytterdistriktet. I alt var der 12 rytter distrikter. Den røde ring viser her en del af kerneområdet af vildtbanen og af rytterdistriktet. Og netop grunden til at det startede ud som glasproducent, til vildtbane og senere blev til rytterdistriktet er netop fordi kongen ejede det.
I 1767 er det slut med den måde at drive hæren på, og det betyder at hele Søhøjlandet sættes på ”auktion”. Købmænd fra Horsens og Århus opkøber klumper af vildtbanen, men der er også mange af fæstebønderne, som forsøger at rejse penge for at blive selvejere. Det lykkedes for mange af bønderne i området at blive selvejer, og i det øjeblik, sker der noget – for så arbejder man pludselig for sig selv og sin egen jord, og naturligt vil man arbejde for at få mere ud af det.
Det betyder at det gamle landsbyfællesskab, hvor alle bønder dyrkede den samme mark, og man ikke kunne sig hvilket jord der hørte til hvilken gård fordi der lå 100 stykker der hørte til den samme gård måtte ændres, da dette fællesskab var en forhindring imod udvikling. Kongen uddanner derfor en række landinspektører, som tager ud til bønderne og hjælper dem med at trække skel på markerne.
Man kan tydeligt se resultatet af dette arbejde i byen Sdr. Vissing på den stjerneform der ses. Dette er de skel som er blevet trukket i sidste del af 1700 tallet, for at sikre at hver person får sin egen strimmel af lidt af det hele; Lidt agerjord, lidt skov, lidt af det hele.
Et eksempel er præsteskoven der får alt den jord, der ligge nord for Sdr Vissing, og disse skel kan man fortsat finde den dag i dag.
En anden konsekvens af ejer forholdenes ændring var, at man sende kreaturer ud at gå i områderne udenfor byen – og det har medført meget af det landskab som kendetegner nogle af de kendte steder i Søhøjlandet i dag. Det er det signaturlandskab bestående af de særlige lyng- og skovsignatur. Dengang var det med lysåben løvskov signatur, hvor vi i dag ser en overvejende andel grab som er blevet indført sidenhen.
Så næste gang du skuer ud over lyngbakkerne fra Sukkertoppen, bestiger gravhøjen i Sdr. Vissing Bjerge, eller går tur i de store skove ved Himmelbjerget, så ved du hvorfor det drager. Det er fordi du er midt i en større fortælling – en fortælling om Søhøjlandet – en del af danmarkshistorien - en del af verdensarven helt tilbage fra istiden.
